Vedtægter for Holstebro Højskoleforening  

 

§ 1 Foreningens navn er "Holstebro Højskoleforening". Foreningen er stiftet den 6. februar 1898 under navnet "Holstebro og omegns Menigheds- og Højskolehjem". Foreningens hjemsted er Holstebro, og dens formål er at drive oplysende virksomhed for medlemmerne, enten alene eller i samarbejde med andre.  

 

§ 2 Enhver kan blive medlem af Holstebro Højskoleforening. Medlemskabet er gældende for 1 år ad gangen og fornyes automatisk efter betaling af årskontingent. Årskontingentet fastsættes ved den årlige generalforsamling, hvor alle medlemmer kan deltage og har stemmeret. Medlemskabet kan til enhver tid opsiges eller genoptages ved henvendelse til foreningens kasserer eller formand. Ved udtrædelse tilbagebetales der ikke resterende årskontingent. Der føres medlemsliste over foreningens medlemmer.  

 

§ 3 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den ledes af en dirigent, valgt af generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling holdes senest 2 måneder efter regnskabsårets afslutning. Der kan indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, når flertallet af bestyrelsen ønsker det, eller når mindst 25 medlemmer skriftligt til bestyrelsens formand forlanger det. Alle generalforsamlinger indvarsles skriftligt efter bestyrelsens nærmere bestemmelse, dog med mindst 10 dages varsel. Ved den ordinære generalforsamling skal dagsordenen omfatte: Valg af dirigent. Formandens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år. Fremlæggelse af årsregnskab og revisionsberetning til godkendelse. Indkomne forslag Bestyrelsens forslag til kontingent for det kommende år. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt suppleant. Valg af revisor. Eventuelt. Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen. Forslagene skal fremsendes skriftligt og indsendes til bestyrelsesformanden.    

 

§4 Foreningens anliggender ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, der vælges for 3 år, og derefter skiftevis er på valg 3, 2 og 2 medlemmer ad gangen. Suppleanten er valgt for 1 år ad gangen. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er til stede. Ved stemmelighed, vil formandens stemme være afgørende Såfremt et bestyrelsesmedlem udgår inden udløbet af en valgperiode og inden en generalforsamling, indtræder suppleanten for resten af den på­gældende valgperiode. Til revision vælges et anerkendt revisionsfirma samt 2 medlemmer, der vælges skiftevis hvert andet år.  

 

§ 5 Bestyrelsen vælger efter den ordinære generalforsamling af sin midte - formand, næstformand, sekretær, kasserer og hjemmesideansvarlig - for et år ad gangen. Bestyrelsen varetager foreningens anliggender og driftsmåde, og kan repræsentere forening­en i enhver henseende. Det er formanden der repræsenterer foreningen udadtil, ligesom enhver officiel indkaldelse, meddelelse og evt. retsforfølgning skal foregå til denne.    

 

§ 6 Bestyrelsen kan af sin midte, såvel som af foreningens øvrige medlemmer, nedsætte særlige udvalg. Det er bestyrelsens pligt at drive foreningen på en økonomisk ansvarlig måde og tilstræbe, at aktiviteterne kan forenes med, at formuen på længere sigt søges bevaret. Foreningen tegnes af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening. Regnskabet skal være afgivet til revisorerne 14 dage før hvert års generalforsamling.  

 

§ 7 Generalforsamlingens behandlede punkter afgøres ved simpel stemmeflerhed for så vidt, der ikke efter lovgivningen eller nærværende ved­tægter kræves særlig stemmeflerhed. Afstemning skal foregå skriftligt, såfremt det forlanges af et medlem. Til vedtagelse af beslutning om ændring af vedtægterne eller om foreningens opløsning kræves, at mindst 2/3 af foreningens medlemmer er repræsenteret på generalforsamlingen, og at beslutningen tillige vedtages med mindst 2/3 af de på generalforsamlingen repræsente­rede medlemmer. Er 2/3 af foreningens medlemmer ikke repræsenteret på generalforsamlingen, men forslaget i øvrigt er vedtaget med 2/3 af de medlemmer, der er repræsenteret, indkalder bestyrelsen inden 1 måned og tidligst 14 dage efter den ordinære generalforsamling til ny ekstraordinær generalforsamling, på hvilken forslaget kan vedtages med 2/3 af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer. I tilfælde af afstemning om foreningens opløsning eller fordeling af foreningens formue er kun medlemmer med mindst 5 års medlemskab stemmeberettiget.  

 

§ 8 Der føres en protokol, hvori indføres de beslutninger, som tages såvel på generalforsamlingerne, som ved bestyrelsesmøderne. Den underskrives for generalforsamlingens vedkommende af dirigenten og for bestyrelsesmødernes vedkommende af de tilstedeværende medlemmer.    

 

§ 9 I tilfælde af at opløsning besluttes, tager generalforsamlingen tillige bestemmelse om, hvorledes foreningens ejendele skal realiseres og den eventuelle formue anvendes, efter at gælden er dækket. Dog kan formuen alene anvendes indenfor de grundtvigske menigheds- og oplysningsforeninger på Holstebroegnen.  

 

Således vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling 13. januar 2016.