Foto: Simone Lilmoes, Gyldendal Medie

Foredrag om Grønland og sangeftermiddag
Bo Lidegaard, politisk analytiker. Lasse Skovgaard, musiker

Højskoledagen arrangeres i et samarbejde med Holstebro Valgmenighed.

Dagen begynder med et foredrag ved Bo Lidegaard om Grønland – hvad er der på spil for grønlænderne, for os og for USA? Hvad er situationen lige nu – og hvad kan vi sige om, hvad vi har i vente?

Bo Lidegaard er født i Nuuk og har hele livet arbejdet med spørgsmålet om Grønlands internationale placering. Senest har han i foråret 2025 sammen med Jens Heinrich og Mira Kleist, to grønlandske medforfattere, udgivet “Grønland – en rejse fra de tidligste tider til moderne samfund”, der beskriver udviklingen primært ud fra et grønlandsk synspunkt. Her giver han et aktuelt bud på, hvordan vi skal forstå det, der nu foregår i og omkring Grønland.

Bo Lidegaard er historiker, forfatter og foredragsholder med mange års erfaring fra både politik, diplomati og medier. Han har arbejdet i Udenrigsministeriet og Statsministeriet, været ansvarshavende chefredaktør på Politiken og skrevet en række bøger om Danmarks nyere historie. Hans foredrag giver publikum indsigt i Danmarks politiske valg og internationale placering i det 20. århundrede, især under besættelsen, men også i udviklingen af velfærdssamfundet og i nyere udenrigspolitik. Med levende formidling og skarpe analyser gør han historien relevant for nutiden.

Om eftermiddagen skal vi, under kyndig ledelse af Lasse Skovgaard, høre om og synge gamle og nye sange fra Højskolesangbogen (og måske et par helt nye, der ikke står der endnu).

Lasse Skovgaard er PhD i sundhedsvidenskab og arbejder til daglig som forsker og programleder i Sangens Hus. Derudover er han uddannet musikpædagog, organist og sanger og har bl.a. arbejdet som korleder, akkompagnatør, organist og musiklærer. Han er rutineret foredragsholder og har de sidste 15 år holdt utallige foredrag om musik og sundhed rundt om i Danmark. Han har som komponist to sange med i den senest 19.udgave af Højskolesangbogen og har siden bl.a. udgivet melodier til tekster af Simon Grotrian og Thøger Larsen.

Undervejs serveres frokost og kaffe m. kage.

Tid:

Lørdag 7. feb. kl. 11.00-16.00

Sted:

Valgmenighedens hus, Skolegade 32

Pris:

300 kr. incl. frokost og kaffe

Tilmelding åben:

7. jan - 31. jan (eller til udsolgt)
Ikke åben for tilmelding

Bliv medlem af
Holstebro Højskoleforening

Du skal være medlem af højskoleforeningen for at deltage i vore arrangementer. Meld dig ind allerede i dag – det koster kun kr. 150,- om året.

Vi afholder 10-15 arrangementer om året, med hovedvægten lagt på oplysende foredrag.

c/o Margit Plougmann
Skolegade 37b
7500 Holstebro