Vejen til Putins krig og dens følger
Leif Davidsen, forfatter og journalist

Den russiske præsident Vladimir Putins brutale krig har haft vidtrækkende konsekvenser for verden. Ukrainerne lider især under de voldsomme russiske missil- og droneangreb på deres infrastruktur. Men også det russiske samfund føler krigens byrde. Tabene er enorme, overstigende samlet set tabene fra alle konflikter siden Anden Verdenskrigs afslutning. Disse tab, sammen med dødsfaldene som følge af Covid-19-pandemien og den udtalte hjerneflugt af unge, veluddannede russere, truer Rusland med en befolkningsmæssig og social katastrofe. Alligevel fortsætter den tilsyneladende uendelige krig. Hvorfor? Hvad er Putins motiver, og hvad er hans mål?

I sit foredrag vil Leif Davidsen belyse den aktuelle situation ved fronten og konsekvenserne af krigen i Rusland. Han vil også forsøge at forstå Putins transformation fra pragmatisk politiker i år 2000 til en fuldblods diktator i dag. Putin leder et kleptokrati, men formår stadig at opretholde en vis folkelig opbakning. Hvor længe vil den støtte vare? Og kan krigen, der er så tæt på os, overhovedet stoppe uden en klar vinder på slagmarken? Hvor længe vil den vestlige koalition holde sammen?

Der trækkes en lige linje fra Vladimir Lenins despotiske styre i 1917 til Putins diktatur i dag. Hvorfor er det så svært for Rusland at skabe et normalt civiliseret samfund, der kan leve fredeligt sammen med sine naboer? Er det måske, fordi Rusland aldrig har gjort op med sin blodige fortid og konfronteret de mange dæmoner, der huserer i landets historie?

Foredraget bygger på Leif Davidsens mere end 40 års erfaring med Rusland og Sovjetunionen, som han besøgte første gang som radiojournalist i marts 1980.

Tid:

Onsdag 21. jan. kl. 19.00-21.00

Sted:

Plexus, Idomlundvej 23A

Pris:

250 kr. incl. kaffe m. kage

Tilmelding åben:

21. dec. - 14. jan. (eller til udsolgt)
Ikke åben for tilmelding

Bliv medlem af
Holstebro Højskoleforening

Du skal være medlem af højskoleforeningen for at deltage i vore arrangementer. Meld dig ind allerede i dag – det koster kun kr. 150,- om året.

Vi afholder 10-15 arrangementer om året, med hovedvægten lagt på oplysende foredrag.

c/o Margit Plougmann
Skolegade 37b
7500 Holstebro