Fra begyndelsen af 2. Verdenskrig i 1940 frem til 1970 blev der for alvor udvundet brunkul i Søby Brunkulslejer. Muligheden for at tjene penge ved hårdt arbejde i lejerne tiltrak mange hundrede eventyrlystne mennesker. Der opstod et lettere lovløst, Klondyke-lignende samfund.
Arbejdere strømmede til og bosatte sig med familier i skure, træhuse, udtjente rutebiler – en enkelt bosatte sig i nogle år i et klædeskab, han havde slæbt med.
I det første tiår foregik brydningen af kullene næsten udelukkende ved håndkraft – både af nød og for at give arbejde til mange mennesker, men også for at få kullene op i så gode og store stykker som muligt.
Museet fortæller den unikke historie om brunkulseventyret i Danmark. Lokale ildsjæle arbejder med at vise og berette om danmarkshistoriens farligste arbejdsplads og mest særprægede boplads. Gennem 1.500 fotos, film, originale huse, maskiner, redskaber og effekter opleves de barske vilkår, som kræver nogle af landets dygtigste arbejdere og ihærdige husmødre. Se hvordan arbejdsomme forældre sikrer deres børn en opvækst under primitive og kaotiske forhold.
Naturen i Søby Brunkulslejer er meget speciel. Lejerne består i dag af lange, vandfyldte grave med dynger af opgravet sand på kanten, de såkaldte tipper. Man finder rester af brunkul og mørkegråt ler med svovlkis, kaldet klæg, der ved iltning frigiver svovlsyre. Der sker stadig jordskred og sætninger fra tipperne, derfor er det farligt at færdes i området.
Bliv medlem af
Holstebro Højskoleforening
Ønsker du at deltage i vores spændende arrangementer, så meld dig ind i Holstebro Højskoleforening i dag.
Det koster kun kr. 150,- om året.
Vi afholder 10-15 arrangementer om året, med hovedvægten lagt på oplysende foredrag.
c/o Margit Plougmann
Skolegade 37b
7500 Holstebro