Loading...

 

Fredag den 14. februar kl. 15.00 i Plexus, Idomlundvej 23a. Dørene åbnes kl. 14.30.

Carl og Martin Bek-Nielsen holder foredrag om deres firma, United Plantations, i Malaysia

   I begyndelsen af 2017 så det vanskeligt ud for United Plantations (UP) med de to Holstebro-brødre Carl og Martin Bek-Nielsen i topledelsen.

   En af de værste El Niño-fænomener nogensinde ramte Sydøstasien i 2015, og den efterfølgende tørke betød, at plantagens palmer i Malaysia og Indonesien var gået i dvale for at klare varmen og manglen på vand. Men 2017 viste sig at blive fantastisk. Palmerne kom sig hurtigere og bedre end ventet. Konjunkturerne har generelt været gode, og endelig har en stribe grønne tiltag de seneste cirka 15 år vist sig at bære frugt. De senere år har en del virksomheder slået sig op på at være bæredygtige, og det betyder, at de gerne vil betale ekstra for palmeolie produceret bæredygtigt.

   Carl har til Dagbladet, Holstebro, fortalt: "De seneste otte år har vi hver eneste dag plantet, hvad der svarer til otte fodboldbaner med palmer. Vi arbejder hele tiden på at få mere effektive sorter ind." Carl og Martin Bek-Nielsens far, Børge Bek-Nielsen, kom fra Holstebro til United Plantations i 1951 og var med til at bygge virksomheden op til en international koncern. Carl og Martin Bek-Nielsen er begge født i Malaysia, men uddannet i Danmark og bor en del af året i Holstebro.