Onsdag den 30. marts kl. 17 i Skolegade 32

 

Fyraftensmøde med forfatteren Bjarne Nielsen Brovst

 

som holder foredraget

 

Jeppe Aakjær og Marie Bregendahl - "Så længe vore hjerter vil"

 

   Bjarne Nielsen Brovst kan betragtes som en klassisk højskolemand. I 7 år var han højskolelærer på pensionisthøjskolen Rude Strand og de følgende 27 år forstander samme sted. Bjarne Nielsen Brovst hylder fortællingen, og hans håb er, at man kan høre hans stemme, når man læser en af hans mange bøger. Han har en stor læserskare til sit folkelige forfatterskab. Biografierne er alle om mennesker, som har fascineret ham, og de er kendetegnet af er meget grundigt forarbejde, da han sætter en ære i, at alle historiske fakta er i orden.

   Foredraget denne aften bærer titlen "Så længe vore hjerter vil". Det er fortællingen om Jeppe Aakjær og Marie Bregendahl, der voksede op i det samme lille sogn ved Karup Å. Hun var den rige gårdmandsdatter, han den fattige hedebondesøn. De blev et par af det forrige århundredes største forfattere og står stadig som dansk litteraturs ypperste navne.

 Foredraget er baseret på romanbiografien Jeppe Aajkær og Marie Bregendahl – ‘Så længe vore hjerter vil’, hvori Bjarne Nielsen Brovst beskriver Jeppe og Maries forhold på baggrund af helt nye ukendte breve mellem de to, og giver et dybt indblik i det moderne ægteskabs store glæder og hengivenhed, men også en afsløring af et forhold, der var ved at kaste Marie i fortabelse og selvmord.

 Bjarne Nielsen Brovst giver med dette foredrag et gribende indblik i det moderne menneskes liv og vilkår, netop som titlen på foredraget: ‘Så længe vore hjerter vil’.