Fyraftensmøde i Plexus, Idomlundvej 23, onsdag d. 18. januar kl. 17.00 

 

Erik Norman Svendsen holder foredraget "Fra Nørrebro til Nørregade"

 

   Kongehusets præst, tildligere biskop i København Erik Norman Svendsen, fortæller i foredraget ”Fra Nørrebro til Nørregade” om hele sit liv fra Nørrebro-opvæksten under krigen til oplevelserne og slagsmålene med kirkeministre, politikere og præster igennem 17 år som biskop i Nørregade i København.

   "I 1941 kom en lille purk til verden på Nørrebro. Med en omsorgsfuld far og en tungsindig mor blev livet fra begyndelsen spændt ud mellem de lyse og de mørke toner. Mine bedsteforældre opvejede rigeligt det savn, min mors sygdom gav. Hos mine bedstemødre fik jeg varme, og hos mine bedstefædre oplevelser."

   Det er lyset, Erik Norman Svendsen først og sidst har taget med sig i den livslange kærlighed til både hustruen Margit og teologien, i mødet med patriarker fra Mellemøsten og plattenslagere fra Nørrebro, ja, i et 75 år langt liv, der har favnet hele verden, men først og sidst er forløbet på strækningen fra den lille lejlighed på Nørrebro til bispeboligen i Nørregade.