Forfatteraften på Holstebro Bibliotek tirsdag d. 10. oktober kl. 19.00

 

Denne aften fortæller forfatteren Merete Pryds Helle om sit forfatterskab.

 

   Holstebro Bibliotek arrangerer i samarbejde med Holstebro Valgmenighed og Holstebro Højskoleforening Forfatteraften nr. 2 i år. Vi har været så heldige at lave en aftale med forfatteren Merete Pryds Helle, inden det blev offentliggjort, at hun har fået først boghandlernes pris De Gyldne Laurbær, og senere Politikens Litteraturpris her i foråret 2017, i begge tilfælde for romanen "Folkets Skønhed".

   Merete Pryds Helle gik på Forfatterskolen i 1988 – 1990, og i 1990 debuterede hun med en novellesamling, ”Mod en anden ro”. Derefter læste hun litteraturvidenskab og siden nærorientalsk arkæologi. MPH brød igennem som forfatter med romanen ”Fiske i livets flod” og har siden skrevet inden for flere genrer. Ved siden af forfatterskabet underviste hun på Forfatterskolen i 5 år.

   I et interview til Politiken 13.01.2017 siger forfatteren bl.a.: ”Som forfatter sidder man og har alt det, der foregår oppe i ens hoved, og ved siden af har man en idé om bogen og det skelet, den skal bygges op omkring, og på nogle områder flyder det sammen. En roman former sig virkelig efter den, man er, men den er samtidig en fantasi. Jeg er meget begejstret for vores fantasi, og jeg er meget optaget af at skabe virkelighed i mine bøger”.

   #####

   Billetter á 85 kr. kan købes fra den 1. september på Holstebro Biblioteks hjemmeside, www.holstebrobibliotek.dk